DOS

forbundet med disse forskellige muligheder for opdeling af faget? Forskellige steder i Danmark har man påbegyndt denne opdeling inden for de eksisterende ressour– cer, og disse opdelinger retter sig fortrinsvis mod den elektive del af ortopædkirurgien. Det kan i denne forbindelse være nyttigt at se på den seneste udvikling i Århus, hvor man igennem to år har tilstræbt en hvis subspecialisering, som giver et vist grundlag for at vurdere den elektive del af fagets fordelinger. Den ortopædkirurgiske universitetsafdeling i Århus har som en start valgt at opdele faget fortrinsvis efter anatomiske regioner, men også efter mere tværgående områder, der tager udgangspunkt i alder, patologi og årsager. Århus opererer i dag med ti subspecialiserede afsnit: Ryg, skulder og albue, hånd, hofte, knæ, idrætstraumatologi, infektionsortopædi og amputationer, børneortopæ– di, tumorer og almen traumatologi. Den elektive fordelingen på disse områder i henhold til henviste patienter fremgår af Figur 12.2.1. Figur 12.2.1. VISITATION - ORTOPÆDKIRURGI ÅRHUS UNIVERSITETSHOSPITAL ALLE HENVISTE PATIENTER 1992 (N=8402) BØRN 458 RYG 1.175 321 . o 500 1,000 ANTAL 1,193 1.500 2.000 Hver enkelt af disse områder indebærer en række forskellige lidelser der skal vurderes og behandles med forskellige teknikker; men i forhold til hele specialet en reduktion i mængden af lidelser, undersøgelsesmetoder og behandlinger, som der kræves kendskab til og som den enkelte ortopæd– kirurg skal sætte sig ind i. Alt i alt indebærer det en mulighed for en højere standard af det afde– lingen kan tilbyde. Der er næppe tvivl om, at andre regioner i Dan– mark på lignende måde må slutte sig sammen med henblik på at skabe et tilstrækkeligt befolknings– mæssigt grundlag for at kunne gennemføre en vis subspecialisering, ligesom der næppe heller er nogen tvivl om at man på forskellige områder af ortopædkirurgien må analysere - mere udførligt end i dag - hvor stort et befolkningsunderlag, der skal til, for at forsyne et bestemt subspeciale eller nicheområde med et tilstrækkeligtpatientmateriale, for at vedligeholde og videreudvikle et subspeciale, og for at uddanne fremtidige specialister inden for dette. Der er i hele denne betragtningsmåde en fare for at ortopædkirurgien undersøgelsesmæssigt, be– handlingsmæssigt og uddannelsesmæssigt kommer til at fokusere på komplicerede operative pro– cedurer og på hele teknologien, der er involveret i faget - og som indholdsfortegnelsen af denne bog til en vis grad vidner om - og at man mister andre væsentlige dele ved den medicinske praksis. En stor del af den praksis, der i dag udøves i orto– pædisk kirurgi, har alle de træk, der karakteriserer en teknologi, og faget som sådan har meget til fælles med arkitektur og ingeniørarbejde. Tankeløs brug af teknologi truer den balance mellem kunst, håndværksmæssig kunden, videnskab og teknologi, som bør kendetegne faget som en del af medici– nen. Som en generalisering kan det siges at teknologi er skadelig, når dets værdier overskygger andre menneskelige værdier uden væsentlig nettobenefit. Der er en stigende tendens til at ortopædkirurgien bliver domineret af mekanistiske værdier som objektivitet, præcision og standardisering. Denne dominans ses på mange områder: Uhensigtmæssige rutiner, unødvendig præcision, falsk objektivitet, overflødige undersøgelser, selektiv uopmærksom– hed på information og uhensigtmæssig standardi– sering. 126