DOS

ske speciale må spørge om begrebet "almen orto– pædkirurg" kan opretholdes, og om der er en plads i systemet til en sådan funktion. Svaret på dette vil naturligvis atbænge af hvem der svarer. Der er ' måske stadig nogle der mener, at der findes alme– ne ortopædkirurger, som har den tilstrækkelige og nødvendige intellektuelle kapacitet og tekniske snilde til at give kvalificeret og kyndig under– søgelse og behandling på alle områder, og som er i stand til følge med i alle aspekter af ortopædisk kirurgi. Et blik ud over publikationsmængden inden for ortopædisk kirurgi vil dog straks afgøre, at dette er umuligt. Hvis man således er enige om, at det er umuligt at en enkelt ortopædkirurg kan blive og fortsætte med at være vidende og teknisk funderet inden for alle felter af ortopædkirurgi, må man fra de ortopæd– kirurgiske selskabers side stille sig spørgsmålet: Hvad man i uddannelsesmæssig henseende og i organisatorisk henseende gøre ved dette forhold? Inden dette spørgsmål er blevet stillet, er udvik– lingen i forskellige lande allerede gået i retning af at etablere subspecialer med speciel uddannelse inden for det ortopædkirurgiske område som en nødvendighed for løbende at kunne udvikle faget. Dette har resulteret i specialselskaber inden for håndkirurgi, fodkirurgi, rygkirurgi med flere. En lignede udvikling er allerede i gang i Danmark. Under forudsætning af at der kan opnås enighed om at en subspecialieret uddannelse er nødvendig for at faget udvikler sig, må der tages stilling til hvorledes man skal forholde sig til denne pro– blemstilling i Danmark. Med hensyn til uddannelse er der fire basale krav der må stilles til et formelt uddannelsesprogram: l) et kyndigt fakultet, 2) tilstrækkelige fysiske facilit– eter, 3) et definerbart curriculum og 4) moti– verede studenter. For subspecialisering inden for ortopædisk kirurgi må dette inkludere kvalificerede lærere, et hospital med et adækvat antal patienter, der kan følges, et organiseret uddannelsesprogram samt basalt ortopædiskuddannede læger, som ønsker at erhverve en kvalifikation i et anerkendt og et veldefineret speciale. 125 Et velstruktureret program under disse betingelser er formentligt den mest effektive vej til subspecia– lisering og er formentlig let at beskrive og måske også at evaluere. Men der knytter sig mange pro– blemer til subspecialiserede uddannelsesprogram– mer: Vil de have en effekt på den almindelige uddannelse inden for ortopædkirurgi? Vil program– merne have en tendens til at splitte og dele den ortopædiske kirurgi? Kan evt. programmer blive effektivt evaluerede - og af hvem? Hvilken effekt vil det have på den enkelte ortopædkirurgs praksis og på hospitalernes organisation? Hvordan skal programmer og uddannelse financieres? Hvad skal kriterierne være for at deltage i et program? På hvilket stadium i uddannelsen skal et program tilbydes? Problemerne er der, hvad enten vi vil det eller ej, og påvirker i stigende grad diskussio– nen mellem hospitaler, universiteter og landsdele - først og fremmest med henblik på at skaffe sig et grundlag for at kunne varetage et subspeciale eller nicheområder på kvalificeret vis. Problemet kræ– ver, at vi som ortopædkirurger åbent går ind i diskussionen og tilsidesætter det forfængelige og angsten for at miste status, i respekt for et over– ordnet mål, som er en bedre praksis for den danske ortopædkirurgi. Diskussionen omkring organisation og uddannelse på subspecialeniveau eller inden for områder der vedrører enkelte sygdomme eller tekniker, kræver en positiv stillingtagen til en række forhold. Man må tage stilling til, om man ønsker en stadigt stigende specialisering som grundlag for en stadig stigende behandlingseffektivitet og bedring af behandlingtilbuddene. Man må tage stilling til, hvilken subspecialisering bedst tjener formålet "at bedre behandlingen". Går dette på anatomiske regioner eller går det på beherskelse af bestemte teknikker? Begge tendenser findes allerede i Dan– mark. I visse henseender er tendenserne samvir– kende og i andre er de modsatrettede. Eksempelvis foregår artroskopiske undersøgelser og behand– linger samt ledudskiftninger i forskellige regioner, men med samme teknikker. Skal en eventuel subspeci:alisering have sit udgangspunkt i syg– domme, anatomiske regioner og teknikker, og hvilke fordele og ulemper vil der diagnostisk, behandlingsmæssigt og uddannelsesmæssigt være