Valgkampen er i gang. Det har den i realiteten været længe, men med udskrivelsen af valget er slutspurten nu sat ind. Politikere oversvømmer medierne med en ren overbudspolitik af løfter i et energisk og til tider desperat forsøg på at blive valgt eller genvalgt. Sundhedsvæsenet fylder som altid meget på den politiske scene, og løfterne fra politikerne er mangfoldige. Et sundhedsvæsen i verdensklasse, nye ”supersygehuse”, 1000 flere sygeplejersker og nærhed i behandlingen for alle er blot enkelte eksempler i en lang række af politiske løfter og slogans. Problemet er bare, at virkeligheden er en anden, og at alle disse løfter kører i en parallel verden i forhold til den hverdag, man oplever på de ortopædkirurgiske afdelinger. Mange års rationaliseringer på trods af øget patienttilstrømning sætter nu hverdagen under et voldsomt pres, hvor de politiske løfter f.eks. om udrednings- og behandlingsgaranti ikke står mål med den økonomi, det kræver.
Et oplagt eksempel er de nye såkaldt ”supersygehuse”, der udgør et centralt element i argumentationen fra politisk side om de store forbedringer sundhedsvæsenet gennemgår. Her skal man aflevere 8% i rationalisering, når man flytter afdelingerne ind i de nye sygehuse. Ortopædkirurgiske behandlinger kræver ikke bare ”supersygehuse”, men også implantater og personale for at behandlings- og udredningsgarantier kan indfries, hvilket ikke står mål med en forventet rationalisering på 8%. Det er ganske enkelt vanskeligt at se, hvordan man kan gøre det meget billigere ved at man får nye (ofte mindre) lokaler, og samtidig skal igennem en kompleks flytning. Problemerne med økonomien i det nye universitetshospital i Skejby illustrerer glimrende udfordringerne.
Det sædvanlige og forudsigelige svar er, at vi bare skal tænke smartere, og prioritere ved at fjerne det der ikke giver værdi for patienterne.
Det betyder, at vi f.eks. nedprioriterer postoperativ opfølgning af patienter, og på den måde muligheden for læring for yngre kollegaer, idet de ikke får den feedback, man som kirurg har brug for. Problemer med implantater eller operationsmetoder vil blive vanskeligere at fange, og utilfredse patienter vil utvivlsomt blot blive mere utilfredse. Desuden ved vi i virkeligheden meget lidt om, hvad der giver værdi for den enkelte patient, og samtidig lover man politisk patienterne en høj grad af mulighed for individuel behandling, som ikke harmonerer med den ensretning af patientbehandling rationaliseringerne medfører.
Et andet tiltag er, at vi skal lægge en større del af behandlingen ud i almen praksis vel vidende, at der er en stigende mangel på almen praktiserende læger, og at nyuddannede speciallæger i almen medicin ikke uddannes i ortopædkirurgi. Det hænger ganske enkelt ikke sammen.
Politikere taler gerne om prioritering i sundhedsvæsenet, men vil ikke selv stå på mål for disse prioriteringer. Forsøg på at bremse indførsel af nye dyre behandlinger falder ofte til jorden, når man i medierne møder de patienter, det går ud over. Det tager et splitsekund før en fast kerne af enkeltsagspolitikere reagerer, hvorefter prioriteringen under behørig medieovervågenhed opgives.
For specialer under stort pres i form af mere simple ventelistepatienter som knyster på fødder og slidgigt i hofter og knæ er det vanskeligere at vække denne politiske medvind, da der tilsyneladende ikke er meget TV potentiale i mere eller mindre generende men ufarlige bevægeapparatssygdomme.
DOS mener, at det er tid til at politikerne åbent erkender, at det er nødvendigt med tilførsel af ressourcer til sundhedsvæsenet, hvis visionen om et sundhedsvæsen i verdensklasse ikke skal blive til optimering af, hvor lidt vi kan nøjes med. Hold op med at udstede garantier i ikke vil understøtte økonomisk. Fokuser på klinisk kvalitet i behandlingen i stedet for udokumenterede servicemål, og giv patienter med ortopædkirurgiske sygdomme mulighed for at få høj kvalitet i behandlingen, og personalet mulighed for at fokusere på den kliniske kerneopgave i et ordentligt arbejdsmiljø.
DOS bestyrelsen, maj 2019
