Dansk Ortopædisk Selskab søger ny sekretær

Dansk Ortopædisk Selskab (DOS) er et lægevidenskabeligt selskab for ortopædkirurger. Selskabet har omkring 1.100 medlemmer, hvoraf hovedparten er speciallæger. Vores medlemmer kommer fra såvel hospitalssektoren som fra den private sundhedssektor.

Da selskabets trofaste sekretær har besluttet at gå på pension, søger vi nu hendes afløser.

Sekretæren er selskabets ansigt udadtil i forhold til medlemmer og samarbejdspartnere som Lægeforeningen, Sundhedsstyrelsen og andre nationale og internationale organisationer. Sekretæren står for al administration af indkommende og udgående korrespondance.

Dine opgaver i øvrigt:

  • Koordinere bestyrelsens arbejde. Bl.a. tilrettelæggelse og deltagelse i bestyrelsesmøder 9 – 10 gange årligt og referere fra og følge op på møderne i samarbejde med selskabets formand og den øvrige bestyrelse.
  • Sammen med bestyrelsen arrangere den årlige kongres med tilrettelæggelse af faglige møder, udarbejdelse af elektronisk udsendt DOS Bulletin, deltage i og refererer generalforsamlingen og være kontaktperson til kongresstedet.
  • Koordinere kontakt mellem bestyrelsen, fondsansøgerne og fondens eksterne fondsbestyrer ved selskabets årlige uddeling af fondsmidler til yngre læger.
  • Arrangere møder og andre DOS relaterede events – både internt og eksternt.
  • Have ansvaret for ajourføring af selskabets elektroniske arkiv, medlemsdatabasen samt andre for selskabet vigtige databaser.
  • Assistere vores kasserer med kontering og forberedelse af regnskabet.
  • styring af industriens deltagelse i kongressen med tilmeldinger og udsendelse af fakturaer.

Kompetencer:

Vi forestiller os, at du er lægesekretær eller har anden sundhedsfaglig baggrund. Du skal være selvstændig, struktureret, serviceorienteret, og du skal kunne bevare roen i spidsbelastede situationer. Godt humør og evne til at samarbejde bredt vægtes højt. Du skal være fortrolig med office-pakken og have gode it-kompetencer. Du skal beherske engelsk i skrift og tale.

Selskabets bestyrelse er sammensat af ortopædkirurger fra hele DK ligesom det skiftende formandskab. Du skal derfor være indstillet på at arbejde i en organisation, hvor bestyrelsesmøder på skift holdes forskellige steder i DK, og hvor det daglige samarbejde med selskabets formand primært kan afvikles per mail, telefon eller som videomøder.

Det er en deltidsstilling, som varetages fra hjemmekontor, og hvor du selv tilrettelægger dit arbejde. Vi forlanger ikke fast arbejdstid, men forventer, at du er tilgængelig, og at opgaverne bliver løst til tiden. Du vil blive en fast del af et godt samarbejdet team, som består af otte bestyrelsesmedlemmer og dig.

Se mere om DOS på www.ortopaedi.dk.

Ansøgningsfrist: Onsdag 4.12.2019.

Der kan forventes ansættelsessamtaler 16.12.2019 mellem kl 1100 og 1400 på Gentofte Hospital

Ansættelse: starten af 2020. Arbejdstid: Gennemsnitligt 15 – 20 timer. Løn: Efter gældende overenskomst. Stillingen besættes på funktionærlignende betingelser.

Synes du ovenstående lyder spændende, og kunne du tænke dig et selvstændige og afvekslende job samt at blive en del af vores team, skal du sende en elektronisk ansøgning til formand Bo Sanderhoff Olsen på e-mail: office@ortopaedi.dk.